3. januar 2016

Fra 2015 til 2016

Jeg synes det er vildt hvor hurtigt året går. Det er nu 2016 og jeg vil snakke lidt om hvad jeg har tænkt mig at efterlade i 2015 uden at se tilbage på. Man kan også godt sige at jeg vil komme med nogle nytårsfortsæt men det skal ikke rigtigt forstås på den måde for det er ikke nogle ting der absolut skal ske, det er mere ting jeg gerne ser ske.

2015 var året jeg begyndte til pole dance men det er også året hvor jeg efterlader det. Det var simpelthen for dyrt og det lå for langt væk til at jeg ville bruge det nok. Og når man kun er afsted én gang om ugen så er 350 plus gebyrer ret dyrt. Dette betyder dog ikke at jeg stopper med at træne, for jeg har meldt mig ind i Fitness World. Jeg havde en uges gratis træning hen over julen som jeg fik af min søster og jeg kunne faktisk bedre lide det end jeg kunne lide pole til sidst. Det er nemmere at vælge hvilke muskelgrupper der skal trænes og lettere at rette op på problemområder. Det kunne man ikke rigtigt til pole, der gjorde man bare som instruktøren sagde.

Der er nogle mennesker jeg efterlader i 2015 og det er hvad der sker, men jeg føler at jeg er et bedre sted uden dem og forhåbentlig bliver de i 2015, uden at prøve at genskabe kontakten i 2016 - der er altså en grund til de blev efterladt i 2015.

Ud over at træne mere, vil jeg gerne lave mere mad og det startede jeg allerede med i dag.
På Langelandsfestivalen fik en veninde og jeg udviklet en kæmpe kærlighed til grøn karry suppe og jeg har snakket flere gange om at det var noget jeg skulle lave herhjemme. Det blev gjort i dag. Jeg fandt en video på youtube af en let og hurtig opskrift på denne og har lavet mit eget lille tvist på den. Derfor hedder den nu også kylling i grøn karry i mit hus. Det er nok noget af det letteste at lave - god mad behøver ikke at være svær at lave! Opskriften kommer her:

Ingredienser:
2 spsk grøn karry pasta
1 dåse kokosmælk
4 store kyllingebryster (Kan skiftes ud med svinekød, oksekød eller fisk/skaldyr hvis det ønskes)
1 pose frosne grøntsager af dit valg (Der kan også bruges friske - brug hvad du kan lide og hvad du har!)
2 spsk fiskesause
2 spsk brun farin
1 tsk salt
Hvis man er til stærk mad så tilføj enten lidt sød chilisauce, frisk chili, tørret chili flakes eller cayennepeber. Husk at smage på saucen så man ved om den har fået nok sødme, salt og styrke.

Serveres med enten ris eller nudler.
Denne opskrift gav masser af mad til min familie på 4.

Fremgangsmåde:
Steg den grønne karry pasta af på wokken. Når du kan dufte der er gang i den, tilføjer du kokosmælken. Lad dette simre lidt mens du skærer kyllingen ud i mundrette stykker. Dette tilføjes så til wokken. Put låg på wokken og lad saucen stå og blive godt varm så den kan tilberede kyllingen. Hvis du bruger friske grøntsager skal de have længere tid i saucen end frosne skal så jeg ville tilføje dem nu, efter ca 2-3 min. Jeg brugte risene som en guideline på hvor meget kyllingen har fået. Efter 10 min kan du tilføje de frosne grøntsager. På med låget igen og lad grønsagerne blive varmet igen og eventuelt dampet hvis du bruger friske. Når grøntsagerne er ved at være der smager du saucen til med fiskesauce, brun farin, salt og evt chili. Lad saucen simre de sidste 5-10 min og server herefter.

Den smagte ligesom den jeg fik på Langeland, bortset fra den ikke var lige så stærk. Jeg er dog ikke så god til stærk mad så man kan selv få lov til at tilføje sød chilisauce eller sriracha sauce hvis man er til det. 

2016 er året hvor jeg skal have det sjovt og ikke tage hensyn til andre end mig selv. Det er mit liv og hvis folk ikke kan lide mig må de hoppe i havet for jeg ændrer ikke på mig selv! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar