Som bioanalytiker arbejder man i laboratorier på hospitaler, hvor man analyserer biologisk materiale fra mennesker - altså fx. væv og blod. Herefter stiller en læge en diagnose på de resultater bioanalytikeren finder frem til.
Uddannelsen har 6 specialer: Biokemi, fysiologi og nuklearmedicin, immunologi, mikrobiologi, neurofysiologi og patologi. De svarer til forskellige afdelinger på sygehusene og man møder derfor helt forskellige ting. Nogle steder er det patientkontakt og andre steder er der ikke.
Biokemisk afdeling
På klinisk biokemisk afdeling analyserer bioanalytikere prøver af kropsvæsker som for eksempel blod, urin, rygmarvs- og ledvæske. Hver morgen går de en runde på hospitalets sengeafdelinger for at tage blodprøver. Andre prøver sender de praktiserende læger og afdelingerne selv. De kommer blandt andet fra mennesker med diabetes, hormon- og stofskiftesygdomme.
Det er også på denne afdeling man bliver sendt hen til hvis man skal have taget blodprøver.
Her laves undersøgelser, hvor man måler salte, glukose, enzymer og proteiner i blodet. Resultaterne holdes op imod normalværdierne for raske personer og bliver så sendt videre til en læge der kan stille en diagnose. Dette er en afdeling med en del patientkontakt og på morgenrunderne er det svært at forudse hvad de forskellige patienter kan fejle før man kommer op på afdelingen.
Det her er en af de vogne vi har med når vi er ude på runde på sengeafdelingerne
Fysiologi og nuklearmedicin
På nuklearmedicinsk afdeling foretages diagnostiske undersøgelser af næsten alle kroppens organer med radioaktive lægemidler. En nuklearmedicinsk undersøgelse begynder med, at der injiceres et radioaktivt sporstof i patientens blodårer. Derefter tages der billeder af sporstoffets aktivitet inde i kroppen med et gammakamera. Hvis man på billedet kan se, at knoglerne optager meget af sporstoffet, kan det være tegn på metastaser fra visse kræftformer.
Man bruger også nuklearmedicinske metoder til at undersøge patienter for indre blødninger og for betændelsestilstande.
På klinisk fysiologisk afdeling foretager man blandt andet lungefunktionsundersøgelser og belastningstest på hjertepatienter. Der måles også blodtryk og blodgennemstrømning hos patienter med kredsløbssygdomme. Det kan være i forbindelse med, at lægerne skal vurdere behovet for amputation eller blodkaroperation hos en patient. Her er altså også patientkontakt.
Immunologisk afdeling
På klinisk immunologisk afdeling arbejder man med materiale fra bloddonorer og patienter. Donorblodet bliver adskilt i plasma, blodplader og røde blodlegemer og blodkomponenterne bruges i forbindelse med operationer og i behandling af sygdomme. Det kan for eksempel være blodmangel, blodkræft og blødersygdomme. Her er man også med til at undersøge donorblodet for smitsom leverbetændelse, HIV og andre vira. På afdelingen er der også blodtypelaboratoriet, hvor man udfører blodtypebestemmelse på både patienter og donorer. Er der et match mellem patienten og donoren, er man sikker på, at patienten modtager blodkomponenter af den rette blodtype. Man kan også arbejde i speciallaboratoriet, hvor der undersøges blodprøver fra gravide og nyfødte og arbejdes med blodtransfusioner. Og enkelte steder kan man også komme til at arbejde med analyse af vævstyper i forbindelse med organtransplantation. Her har man lidt/ingen patientkontakt
Mikrobiologisk afdeling
På en mikrobiologisk afdeling er man med til at påvise og bekæmpe sygdomme som malaria,
meningitis, legionærsyge og klamydiainfektion. Prøvematerialet er for eksempel urin, blod,
spinalvæske og podninger fra sår og slimhinder. Materialet kommer fra hospitalet eller de praktiserende læger, så man har ingen patientkontakt.
Man kan udføre mikrobiologiske undersøgelser på mange forskellige måder. Valget af metode afhænger i det enkelte tilfælde af lægens formodning om, hvilke mikroorganismer der er årsag til patientens sygdom. En metode er at dyrke prøvematerialet på udvalgte substrater. Hvis der er levende svampe eller bakterier i materialet, formerer de sig og vokser frem som kolonier. Ud fra koloniernes udseende og eventuelt biokemiske analyser kan du identificere mikroorganismerne. Herefter tester man, hvilke antibiotika der hæmmer eller dræber dem, så lægen kan sætte patienten i behandling.
Mikroorganismer kan også påvises ved mikroskopi, specielle farvemetoder og molekylærbiologiske metoder. På patienternes kropsvæsker kan man desuden lave serologiske undersøgelser, hvor man påviser antistoffer mod virus, bakterier, svampe og parasitter.
Neurofysiologisk afdeling
Her udføres undersøgelser ved mistanke om sygdomme i nerver og muskler.
Elektrocorticografi -EEG: Undersøgelse af den elektriske aktivitet over hjernebarken. Anvendes til vurdering af epileptisk aktivitet, forstyrrelser i bevidsthedsniveau – bevidstløshed/koma og fokale forandringer.
Evokerede potentialer -EP: Undersøgelse af forskellige dele af Central Nerve Systemet. Der registreres de elektriske spændingsændringer, der opstår i CNS efter stimulation af en perifer sensorisk nerve eller et sanseorgan eller det muskelaktivitet, der opstår når motorisk kortex stimuleres.
Elektroneurografi - ENG: Måling af den perifere nervefunktion. Det bruges til at måle generelle og lokaliserede forandringer i perifere nerver og nerve-muskelovergange. Det supplerer den kliniske diagnostik, og kan bruges til at følge en sygdoms udvikling eller behandlings effekt.
Elektromyografi - EMG: Måling af musklernes elektriske aktivitet og mønstre. Det bruges ved klinisk mistanke om muskelsygdomme, sygdomme i den neuromuskulære transmission, neurogen affektion. Undersøgelsen udføres af en læge, med assistance af en neurofysiologiassistent/ bioanalytiker.
Autonome undersøgelser: Disse undersøgelser kan påvise forstyrrelser i det autonome nervesystem. Undersøgelserne kan bl.a. påvise forstyrrelser i de nervefibre som bruges til at mærke varme, kulde og vibration. Her er altså en del patientkontakt
Patologisk afdeling
På en patologisk afdeling analyserer man prøver af væv og celler - primært fra levende mennesker. Prøverne kommer fra hospitalets afdelinger og operationsafsnit eller fra de praktiserende læger. Vævsprøverne støbes først ind i paraffin. Derefter skæres de i tynde snit, som overføres til glasplader og farves.
Opgaven her er at finde eventuelt abnorme celler så tidligt, at patienterne får den rigtige diagnose. Ud fra undersøgelserne kan man se, om de abnorme celler skyldes kræft, forstadium til kræft eller en godartet tilstand som for eksempel betændelse. Celleprøver diagnosticerer enten en bioanalytiker eller i samarbejde med afdelingens patolog. Her vurderer man sammensætningen af celler, deres udseende og normalitet. De fleste celleundersøgelser er forebyggende undersøgelser for forstadier til kræft som for eksempel livmoderhalskræft.
Uddannelsen skifter mellem forelæsninger og workshops, laboratoriearbejde og praktik. Vi kører i 10 ugers moduler hvor en af dem er eksamen. I de 10 uger har vi mange fag og vi kan komme til eksamen i dem alle. Vi har i alt 14 moduler og uddannelsen tager 3,5 år. Første gang man kommer i praktik er i modul 1 efter kun 2 uger på skolen. Herefter får man 2 uger på 2 forskellige afdelinger for at prøve lidt forskelligt. Man bliver let overrasket over hvor meget man egentlig får lov til på de forskellige afdelinger. Jeg er på modul 4 nu og det består af 2 ugers skole og 7 ugers praktik på en afdeling man har været på før. Som i kan læse ovenfor er der masser af muligheder med uddannelsen. Man kan finde ud af om patientkontakt er noget for en og hvis det ikke er, kan man skrive sit bachelorprojekt på en anden afdeling.
Jeg håber det kastede noget lys over sagerne og at i forstår lidt bedre hvad jeg læser! Jeg synes personligt det er mikrobiologisk, immunologisk og patologisk afdeling er tiltaler mig mest og det er også derfor jeg er super glad for, at jeg endnu en gang skal ind på patologisk afdeling på Herlev hospital, hvor vi starter i næste uge.
Hvis i vil læse mere om uddannelsen kan i gå ind på phmetropol.dk og læse mere om uddannelsen. Det er også her jeg har nogle af informationerne fra.
