2019?.. Whaat?!

Hej.. Længe siden..

Sidst jeg skrev på min blog var for ca 14 måneder siden.

Er der så sket en masse i livet siden sidst? Tjaaa. Det kommer vel an på hvordan man ser på det. Jeg kan ihvertfald fortælle hvad der ikke er sket. Jeg har siden sidst ikke fundet en sød fyr, som jeg jo ellers håbede på ville dukke op i 2018. 

Sidst var jeg jobsøgende. Det er jeg bestemt ikke mere. Jeg har nu arbejdet på Rigshospitalets patologiske afdeling i 13 måneder, så jeg fik jobbet ikke lang tid efter jeg havde skrevet det sidste indlæg.

Og nu vil jeg altså lige blære mig lidt, selvom jeg godt ved at man ikke må (ifølge janteloven). I den korte tid jeg har været der har jeg fået ret meget ros. Det er blandt andet fordi jeg under min uddannelse har haft mulighed for at arbejde med mange af de maskiner, vi har i laboratoriet nu. Det gjorde at jeg hurtigt kunne udføre almindeligt rutine arbejde på de maskiner. Der har selvfølgelig også været opstået ting jeg aldrig har oplevet før men det har jeg taget sådan lidt ad hoc. Hvis jeg ikke selv har kunnet finde ud af hvordan man gjorde, har jeg aldrig været bange for at spørge, hvilket også er blevet rost. Min leder har også flere gange spurgt "er det dig der laver det her? Så har du helt sikkert styr på det!"
På den korte tid jeg har været på afdelingen har jeg også været med til at udarbejde to nye procedurer i laboratoriet. Den ene var at vi hver morgen plejede at sidde to mennesker fra 8-14, som skulle sortere, scanne og krydse 2-5000 blokke af hver dag. Det der tog længst tid var klart at skulle krydse dem af, da listen var ca 30 sider lang og blokkene stod ikke altid i nummerorden, hvis de altså overhovedet stod på listen. Vi er nu gået over til at vi laver en mangelliste sidst på dagen, så man kun skal fokusere på det der ikke er kommet frem. Og det sparede både tid og hænder! Vi gik til kun at bruge en bioanalytiker fra 8-11.30/12.. i ca 3 måneder. Så blev proceduren ændret igen og nu bruger vi samme mængde tid som før.
Den anden var at rykke en tidskrævende protokol over på en maskine i stedet for at gøre det i hånden. Det er en analyse vi kun laver på to vævstyper og vi har nu fået rykket den ene af dem over på maskinen. Den anden vævstype arbejder vi(jeg) stadig på at få til at virke. Det betyder at vi får flere frie hænder, en ting vi altid mangler.
En ting jeg har lært at skulle finde mig i er at ting går jævnt langsomt på sådan en arbejdsplads og nogle gange føles det som om man går 2 skridt frem og 3 tilbage. Og sådan er det åbenbart bare. Jeg er også flere gange blevet fortalt at jeg skal oplæres i nye funktioner, men det tror jeg at jeg skal kigge lidt efter. Jeg fik at vide i sommer at jeg nok ville blive oplært en gang efter efterårsferien, så blev det rykket til en gang omkring jul, så hed den efter påske og nu bliver der sagt efter sommerferien. Jeg tror først det bliver en gang til jul, måske.. Der var også en anden funktion jeg blev tilbudt at blive oplært i, men det har jeg ikke hørt om siden så nu må vi se om det sker. Jeg ved også at min leder er blevet spurgt om jeg må blive oplært ved en ny maskine men det kan hun ikke sige noget om, fordi vi er i gang med en struktur ændring.
Jeg forstår ikke helt den version de har forelagt til os fordi vi skal gå tilbage til en opbygning som vi siden er gået fra. Hvis den virkede godt, hvorfor gik vi så væk fra den? Hvis den ikke fungerede, hvorfor skal vi så gå tilbage til den model?? Jeg forstår det ikke..

En anden ting jeg ikke forstår er, at når patienter bliver indkaldt til undersøgelse, så for de en adresse og en afdeling de skal møde op på. Når de så møder op på hospitalet bliver der ikke vist vej med adresser, men med opgange. Nok den eneste ting der IKKE står i den indkaldelse fra hospitalet. Jeg er derfor tit blevet spurgt om de var ved den rigtige bygning når de stod foran Teilum og der kan jeg afsløre at nej, det var de ikke. Der er endda et fint skilt hvor der står hvad der er i den bygning:
Retsmedicinsk institut - Retspatologisk afdeling, Retsgenetisk afdeling, Retskemisk afdeling og Rigshospitalet - Patologiafdelingen. Men det kan altså godt være svært (åbenbart).

De fleste ville nok bare bruge en GPS app på telefonen, men ældre mennesker har ikke nødvendigvis en smartphone og er derfor nødt til at bruge kort. Så kan det altså være svært at finde ud af om den første bygning er nr 5 eller om det er et andet sted. Og når man går i uniform skal man regne med at blive spurgt om alt mellem himmel og jord. Men oftest er det vejvisning.

Hvad er der så ellers sket i 2018..??

Min kusine flyttede ud i sommer, så det er også ved at være et år siden. Jeg har derfor også rykket rundt i lejligheden. Det virker nemlig lidt underligt at have et stort soveværelse og en lille stue. Så jeg har købt nogle nye ting, som en sofa og billeder til lejligheden. Der er stadig ting der skal sættes op, som billeder og hylder, men det kommer nok. Jeg plejer at få sådan nogle ting gjort når jeg er træt af hvordan det ser ud nu. Jer der har været i min lejlighed: Det kommer ikke til at være så anderledes inde i spisestuen 😉

Jeg sparer op til at kunne købe et tv ind til soveværelset, selvom alle eksperter siger man ikke skal gøre det for at få den bedste søvn, men jeg har et godt sovehjerte, så jeg skal sgu nok klare den alligevel.

Det sidste jeg vil fortælle lidt om er at jeg har døjet meget med smerter. Smerter i hvad jeg har troet læænge var i lænden. Det viser sig at det er mit bækken som låser sig, men de gør jo også ondt nogenlunde samme sted. Jeg har nu været til kiropraktor 2 gange på 2 uger (går normalt 1 gang hver 3. måned) og jeg har fået nogle øvelser jeg skal lave. Jeg har for første gang i et godt stykke tid været i fitness world og startede stille og roligt ud med en gåtur og nogle øvelser med fokus på ryg, mave, ben og core, for at få styrket det område jeg åbenbart er lidt svag i. Det gør slet ikke ondt og har ikke gjort ondt i en uges tid vil jeg tro. Så jeg håber det holder ved og jeg vil blive ved med at træne, så det kan blive bedre. Jeg skal nemlig ikke have ondt i uge 38, når jeg skal afsted til Playitas med mine forældre. Det er en træningscamp/træningsferie, så det skal nok blive spændende!

Mit 2017 frem til nu

Mit 2017 var ikke det bedste år i mit liv, men det var bestemt  heller ikke dårligt. 

Der er oplevelser jeg gerne ville have været foruden, men der er også ting jeg ikke ville have undværet.

Sidst jeg skrev her på bloggen var for snart et år siden. Det var et opslag jeg følte, at jeg (mest af alt) havde brug for at læse selv. Det er de fleste indlæg faktisk. Jeg skriver sjældent for at gøre andre end mig selv glad. Det er også derfor jeg kun skriver når jeg har lyst til det.

2017 var et år der handlede meget om min uddannelse. Jeg prøvede nye og spændende ting, så som mit praktikophold på Novo Nordisk. Det var året hvor jeg begyndte på mit bachelorprojekt, punktummet for min uddannelse. Det var også året hvor jeg mistede min morfar efter længere tids sygdom. Derfor kan man også godt sige at 2017 var et ret krævende år, og specielt følelsesmæssigt. 

Min morfar havde Myelomatose, som desværre blev diagnosticeret meget sent. Det er ikke noget man bare lige falder over, ved blodprøver og andre undersøgelser, det er noget der skal ledes efter, før man finder det. Dette er også en af grundene til det blev så sent diagnosticeret. Alt i alt mener vi at han led af sygdommen i omkring 2 år før han døde. Symptomerne passer stort set alle sammen.. Det er svært at vide, at han havde ondt det sidste stykke tid. Det er også svært at vide at det kunne være fundet meget tidligere, men man kan ikke gå tilbage i tiden og gøre det om, desværre. Jeg ved heller ikke om han ville have levet længere hvis man havde fundet det før. Det er også en type kræft man ikke ved hvorfor folk får, men man har set en sammenhæng mellem den og landmænd der har brugt pesticider. Min morfar var landmand og har arbejdet med pesticider, så det er højest sandsynligt pga. det..

Han døde i september måned og han fik så flot en begravelse. Der var så mange blomster og der var en fanebærer fra Nordsjællands Garder forening. 

Tiden efter har nok været aller hårdest for min mormor. Hun var en måneds tid efter også nødt til at sige farvel til sin hund, som havde hofteproblemer og knap kunne komme op og stå. Min mormor er en stærk kvinde, men hun begynder også at fortælle os andre at hun nu føler sig lidt ensom. Hun har altid haft min morfar og en masse dyr omkring sig, så nu hvor hun er alene, kan jeg godt forstå hun er en smule ensom.. Jeg har prøvet et par gange at snakke med hende om at få en kat, da de giver selskab men samtidig også er ret selvstændige. De skal ikke luftes mere end en tur i haven og maden kan altid stå fremme, så man skal ikke nå hjem til fodringstid. Jeg tror stadig hun overvejer det lidt, men hun har sagt at hvis hun skulle have en kat, så skulle det kun være fordi der var en killing, som hun forelskede sig i. 

Jeg har som sagt været i praktik på Novo Nordisk, som var virkelig lærerig og spændende. Jeg nød virkelig at være derude. Jeg var der i en måned som gik alt, alt for hurtigt! Før jeg så mig om var jeg tilbage på Herlev hospital, hvor jeg skrev mit bachelorprojekt.

Hvis der er nogle af jer andre der har skrevet et bachelorprojekt eller en anden afsluttende opgave, så var I måske igennem det samme som jeg var. Jeg havde en del problemer med at jeg ikke følte at det jeg skrev var godt nok, jeg havde problemer med at finde brugbart litteratur, jeg følte mig ofte frustreret til efter vejledning på min opgave, da mine vejledere tit modsagde sig selv.. Jeg synes min bachelorperiode var svær, netop fordi det ikke fungerede som jeg havde tænkt det ville. Jeg havde helt seriøst perioder hvor jeg var tæt på at tude fordi jeg ikke kunne finde ud af det og det næste øjeblik gik jeg tilbage til skrivningen. Jeg synes ikke det var en særlig sjov periode, specielt fordi jeg skulle skrive i julen og jeg fik dårlig samvittighed hver gang jeg havde lavet noget andet end at skrive på mit projekt. Men jeg vidste også at hvis jeg sad og skrev hele tiden, så ville jeg få dårlig samvittighed over at jeg ikke brugte mere tid med min familie i juletiden. Men jeg fik kæmpet mig igennem projektet og i midten af januar stod jeg til min afsluttende eksamen. Som jeg bestod og jeg var faktisk rigtig stolt af mit 7-tal, netop fordi jeg havde så svært ved det. 

Siden da har jeg været jobsøgende, og lad mig sige det med det samme - Det er noget lort.. Jeg har prøvet det før, men den gang meldte jeg mig ikke ledig, så jeg var ikke igennem jobcenter-møllen, som jeg er denne gang. Jeg har været til to møder på jobcenteret og et møde hos min a-kasse indtil videre og jeg gider allerede ikke mere. Jeg var til møde i tirsdags hos jobcenteret, og skal til møde igen på tirsdag hos min a-kasse. Jeg føler lidt at alle de her møder er ubrugeligt, og at jeg kun er der fordi der er mødepligt, hvis jeg vil modtage mine dagpenge. Jeg er blevet gjort opmærksom på at jeg kan komme i virksomhedspraktik (men kun hvis stedet jeg kommer i praktik henne, ikke i forvejen søger medarbejdere) og jeg er blevet tilmeldt noget der hedder Dimittendklubben, som jeg skal møde op i, i 2 uger af 25 timer. Igen er dette obligatorisk.. Jeg kan godt se ideen med at man skal hurtigt ud i job men altså.. Jeg gider ihvertfald ikke mere og jeg har hun været ledig i omkring 3 måneder.

Jeg håber 2018 bliver bedre end 2017. Og det er på flere punkter jeg mener dette. Jeg håber at 2018 indeholder fantastiske oplevelser, et job jeg elsker at udføre, gode tider med venner og familie, og måske er 2018 året hvor jeg finder mig en helt fantastisk, sød fyr, hvem ved? :) Jeg håber ihvertfald på det bedste og krydser alt hvad jeg kan!