10. oktober 2019

Sportsferie på Fuerteventura

Dem der kender mig ved, at jeg har været afsted en aktiv ferie på sportsresortet Playitas, som ligger på den kanariske ø, Fuerteventura. Det har jeg, fordi jeg fik muligheden for at tage med mine forældre og deres træningshold og så tænkte jeg at det kunne være godt for mine rygproblemer, og det kunne da være noget nyt og spændende at prøve.

Vi ankom tirsdag kl 15 ca, fik vores lejlighed og så skiftede vi til badetøj, for der var omkring 25 grader og poolen (og rutchebanen) skulle afprøves. Efterfølgende gik vi op for at klæde om, for vi havde en fællestræning kl 17. Det første vi får at vide til denne træning er at det bare er en "hyggetræning" til at ryste os sammen.. Det var det ikke. Det var hårdt! men mega godt og med god vægt. Min mor og jeg kom faktisk til at tage for meget vægt ved en øvelse og fandt først ud af det på sidste sæt, men vi klarede den jo! Herefter fik vi en lille rundvisning af resortet, som var rigtig stort, med tennisbaner, golfbaner, en olympisk swimmingpool (som desværre var lukket), et træningscenter med maskiner osv, en holdsal/crossfit sal/boxningssal, cykeludlejning, udendørs træningsområde, en indendørs hal, indkøbscenter, tøjbutikker, barer, restauranter og mange flere ting.
Efter rundvisningen, gik vi på værelserne og gjorde os klar til aftensmad. Det gjorde vi samlet, hver aften kl 20 og efterfølgende fik vi os en drink eller to inden vi gik i seng.

Aparthotellet, hvor vi boede, havde en buffet restaurant, med meget forskellig og til tider underlig mad. Der var altid 3 slags pasta, flere forskellige grøntsager (som ofte så ret udkogte ud.. De grillede var dog okay), pommes frittes, salatbar, flere forskellige slags kød, 5+ slags desserter (som skuffende ikke smagte af ret meget), frugt, pastasalater og en special ret. Special retten bestod et par gange af noget thaimad, hvor en thaikok stod og lavede det til hver enkel person, og ellers var det noget pastaret/couscous med grøntsager. Der var også ofte lasagne og vegetarretter.
Tjenerene var dog desværre ret langsomme til at komme med  drikkevarer, så de første par dage tog det en time før alle havde fået det de havde bestilt. Og buffeten lukkede 21.30, så det var ikke meget tid, men jeg tror ikke helt de kunne finde ud af at vi kom en gruppe på 46 mennesker.

Vi fik et lille "stamsted" hvor vi nærmest alle aftener tog ned og drak en drink/øl eller to. Det var en sportsbar, så de fodboldinteresserede fik også lidt underholdning. Den første aften blev det dog kun en én drink, da vi havde mødt i lufthavnen kl 6 og alle var derfor (forståeligt nok) trætte efter en lang dag.

Onsdag skulle vi tidligt op, fordi en på holdet fyldte 50, og vi skulle overraske hende med fødselsdagssang ved morgenmaden. Så kl 7.30 stod vi alle klar ved morgenmadsbuffeten. Den bestod hver dag af frisklavede smoothies (det kunne de ikke rigtigt finde ud af..), overnight oats, havregryn/cornflakes/müsli, yoghurt, brød, røræg, spejlæg, bacon, pølser, frugt, grøntsager, bagværk, kaffe, juice, omelet af en art, dessert (pandekager/churros/arme riddere) og diverse slags toppings og pålæg til yoghurt og brødet. Jeg var mere fan af morgenmaden end af aftensmaden ofte.
Her prøvede jeg noget dans, som mindede meget om zumba, men det må man ikke kalde det, med mindre instruktøren har zumba certifikat. Men jeg kunne lide det og det var ret fedt. Det var så også i direkte sol. Efter det var vi en gruppe der var med til vand aerobic. Man følte sig lidt åndssvag men det var ret sjovt. Og så havde vi en holdtræning kl 17. Vores hold blev delt op i to, så det ene hold var i crossfit hallen og det andet var på stranden. Jeg startede i hallen og her havde vi endnu en fed træning. Jeg fandt ret hurtigt ud af hvilke af de to instruktører vi havde med som jeg bedst kunne lide. Det var ham der lavede tunge løft og få gentagelser i modsætning til den kvindelige instruktør, men det er jo rart med afveksling. Efter træningen stod den igen på aftensmad og et smut på bar.

Torsdag skulle vi ud og cykle på racercykler. Vi havde lejet ca 30 cykler og så skulle vi ellers cykle 40 km (mindst sagde de). Det var nogle fra holdet som stod for cykelturen og ruten fordi de har meget erfaring med sådan noget. Jeg har siddet på en racercykel én anden gang, på en dag hvor det ikke var super varmt og der var ingen vind. Fuerteventura er kendt som "vind-øen", så der var, efter min mening, god vind på cykelturen. Problemet med dette er af jeg er skide bange for at falde på sådan en cykel, så når der var sidevind, var det ikke særlig rart. Derudover havde de elendig asfalt på mange af vejene og grus/småsten flere steder, hvilket igen gjorde mig bange. Den sidste grund til jeg ikke kunne lide det, var at de ikke har cykelstier ret mange steder. Cykling er ellers ret stort i Spanien og de har også respekt for cykler på vejene. De kører, hvis muligt, helt over i den anden vejbane for at lave plads til cyklerne. Men nogle steder var der ikke plads til at de kunne gøre dette, og vi måtte derfor køre tæt på bilerne. Meget ubehageligt når der lige kom en lastbil. Heldigvis var det en ret kort strækning på hovedvejen og på veje generelt, hvor der kom mange biler. Efter ca 15 km med flere stigninger, holdte vi en lille pause. Her blev der spurgt om der var nogle der ville vende om. Jeg havde her fundet ud af at jeg ikke havde indstillet sadlen helt rigtigt, så mine tæer prikkede helt vildt og jeg havde heller ikke fået taget min astma medicin (ikke smart!). Så jeg var en af de 5 der valgte at køre tilbage. Jeg kunne heller ikke overskue den information de gav om det næste stykke af ruten. "De næste 6 km går det ret heftigt opad, men der er en lille cafe deroppe hvor vi kan sidde og få en kaffe eller cola" Jeg havde allerede kørt 15 km. Der var 15 km hjem igen og jeg kunne slet ikke overskue 12 km yderligere og endnu flere bakker. Så jeg vendte om. Og hold nu op hvor var vi hurtigt tilbage på resortet igen. Alt i al kørte min mor og jeg ca 30 km, og vi var hjemme efter ca 2 timer. Overraskende nok kunne jeg godt lide at køre ned af alle stigningerne vi havde kørt opad. Lige i starten var det ikke så rart, men det blev faktisk ret fedt. Indtil vi igen ramte hovedvejen og vejene med grus/sten liggende der hvor vi skulle køre. Den værste asfalt var nok det allersidste stykke ned til resortet.
Da vi kom hjem, tog vi solcreme på (igen..) og lagde os ved poolen. De andre kom tilbage omkring kl 14, men der manglede stadig 10 stykker. De havde valgt at cykle op til et lille fyrtårn, som havde en helt vild stigning. De kom først tilbage omkring kl 15. I mellemtiden havde min mor og jeg været til foam roller time. Av for pokker, hvor finder man ud af at man er øm, men det gjorde ondt på en god måde.. tror jeg nok. Resten af dagen gik med solbadning og afslapning inden vi skulle spise. Om aftenen var der poolparty oppe ved hotellets pool. De fleste af os gik derop, kiggede lidt og så gik vi ned på vores "stamsted" igen.

Fredag skulle vi ud og gå. Vi gik til nabobyen, men ikke ad vejene. Istedet tog vi turen igennem de små bjerge der var mellem byerne. En rigtig god og hyggelig vandretur, men dog også varm og udfordrende. Vi gik ca kl 10, så vi endte jo med at gå i høj sol. Da vi kom frem til byen, fik vi os en is, og vi smuttede lige på apoteket. Alt andet var lukket i byen, det var åbenbart en helligdag. På apoteket skulle vi have fat en en aloe vera. De kanariske øer laver rigtig meget aloe vera og har mange marker med dem. Vi så bl.a. nogle da vi var ude og cykle. Jeg var nemlig blevet solskoldet onsdag og torsdag! Jep.. Flot Pernille. Jeg tog solcreme på hver morgen inden morgenmaden, men jeg tror simpelthen at det blev svedt af til træningerne. Og jo, jeg smurte mig da en smule ind igen nede ved poolen, men tydeligvis ikke nok! Så den stod på aloe vera og skygge for mig de næste par dage. Da vi skulle gå tilbage, tog vi en anden vej i bjergene, fordi vi mente den ikke var så hård og stejl, og derudover havde den havudsigt. Det var den. Men vi så nogle andre ting på turen, fx. nogle der boede i telt helt nede ved vandet. Men alt i alt en rigtig god tur. Jeg kan ikke helt huske om jeg tog til et hold efter vi kom hjem, men jeg tror det ikke, da min ryg drillede lidt efter vandreturen.

Lørdag tog jeg til shadowboxing, lige inden vi skulle til holdtræning på stranden. Det burde jeg nok ikke have gjort, men vi var heldigvis flere i samme båd. Shadowboxing er en slags boksetime hvor man har et bælte om maven og hertil sidder nogle elastikker. Dem holder man fast i mens man bokser. Dette gør at man har noget modstand, når man slår og samtidig skal man trække armen tilbage kontrolleret. Det var en blanding af tabata, HIIT og noget koreografi fordi vi lavede en lille rutine i et minuts tid, tror jeg, herefter havde vi kort pause og så en ny rutine. Vi lavede 4 rutiner, og så tog vi dem forfra igen og sådan gjorde vi vist 2-3 gange. Men hvis jeg havde vidst at der skulle bruges meget arme til holdtræningen, havde jeg nok ikke gjort det, for hold nu op. Men jeg klarede det! Puha.. Burpees i sand, 50 stk. Generelt bare træning i sand. Det er jeg bestemt ikke fan af. Jeg er faktisk slet ikke fan af strand fordi man får sand alle vegne og det klør og irriterer min hud. Efterfølgende var der nogle der ville bade i havet, men jeg gik med en lille gruppe hen for at få en øl inden aftensmaden. Denne aften fik vi (læs. jeg) lidt flere drinks inden den stod på sengetid. Om aften var der salsa undervisning på baren, og det skulle vi da være med til! Men det var en smule grænseoverskidene at skulle danse med en masse fremmede. Så i stedet snakkede vi bare lidt og drak lidt drinks. Lørdag var dagen hvor alle virkede rigtig trætte. Mange sad næsten og sov ved baren og det var også grunden til at vi endte med at gå i seng. Jeg er normalt en natugle af andre dimensioner. Jeg kan uden større problemer blive oppe til kl 2, 3, endda 4 nogle gange. Men hernede kunne jeg ikke holde mig vågen til mere end 24. Og de fleste gange blev den kun omkring 23 da jeg lå i min seng. Det er slet ikke mig normalt, men træningen og varmen gjorde mig bare naturligt træt.


Søndag var en lettere afslapningsdag. Vi startede ud lidt hygge bordtennis, inden vi skulle til mobility, som er en slags udstræk og yoga, blandet sammen. Og så lå vi bare ved poolen og slappede af. Kl 17 blev der spillet volley, men jeg havde ikke lyst fordi 1. jeg er virkelig dårlig til volley 2. jeg har ikke spillet siden folkeskolen og 3. jeg havde fået for meget sol, så jeg ville hellere slappe af oppe i lejligheden. Om aftenen blev der holdt "sjat fest" men det var få af os der rent faktisk kom med sjatter. De fleste havde fyldte flasker med, men der blev da lavet en del sjatter. Denne aften var den hvor vi kom senest i seng. Omkring kl 24 sluttede festen, fordi et glas blev tabt i poolområdet, og efter vi havde ryddet det op, listede alle i seng. Der var dog snak om at man nok burde have holdt endnu en sjatfest mandag.

Mandag var vores sidste hele dag i varmen. Den blev brugt til afslapning og jumping fitness. Jumping fitness er trampolin-hop, men ikke som man tror hvor man bare hopper lidt rundt. Ved denne træning skulle man træde fødderne hårdt ned i trampolinen, uden at hoppe højt op. Overkroppen skulle helst ikke bevæge sig ret meget op og ned, det er benene der skulle arbejde. Hold nu op hvor var det hårdt og også ret svært. Mit gymnastik-hjerte vil super gerne ramme rytmerne i musikken, men når man bliver træt i benene, bliver det bare super svært at holde rytmen. Derudover svedte jeg som en gal (det gjorde jeg til alle træningerne) og det gjorde det altså ikke lettere. Efterfølgende blev der taget fællesbillede, og her skulle vi skynde os, fordi det lå lige efter træningen. Størstedelen af holdet havde faktisk holdtræning, mens jeg var til jumping fitness med et par andre, så da vi var færdige skyndte vi os til at pakke sammen, stille alt væk og løbe ned til de andre. Så nåede vi også lige afslutningsdansen af træningen, inden fællesbilledet. Om aften gik jeg og mine forældre ikke med i baren. Vi var simpelthen for trætte, og der skulle jo pakkes, inden næste formiddag hvor vi skulle afsted.

Tirsdag gik med endnu et fællesbillede og morgenmad. Herefter kom bussen, som kørte os afsted mod lufthavnen. Og efter lidt ventetid i lufthavnen (jep, vi blev forsinkede) og en 4,5 timers lang flyvetur, var en mega god ferie desværre slut. Jeg hyggede mig rigtig meget på ferien og kunne da godt lige tage en uge mere efter det er blevet så koldt i Danmark. Der er selvfølgelig altid nogle minusser ved ture og her var det altså nok maden og det faktum at mange af aktiviteterne kostede et ekstra gebyr. Men maden kan forbedres ret hurtigt. Til gengæld synes jeg der var mange gode og sjove aktiviteter, hvis man altså var villig til at betale det ekstra. Og man vil helt sikkert kunne finde noget man kunne lave, ud over at ligge ved poolen eller at gå på stranden.

Alt i alt var jeg altså fan af sådan en ferie og jeg kunne bestemt godt finde på at tage afsted igen. Måske til et andet sted, som La Santa, men jeg kunne da nok også godt finde på at komme tilbage til Playitas. Det var en rigtig god ferie og jeg er glad for at jeg tog afsted.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar